Praktikken sætter skub i din karriere

”I praktikken får man sin ingeniøridentitet. Når vores studerende kommer tilbage fra praktikken er de blevet mere afklarede, og nu ved de, at det er rigtigt. Den tvivl, som mange har i starten af deres studie, bliver afklaret, når de kommer ud og afprøver praksis,” fortæller Birgitte Castenskjold Viborg fra Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet.

Du skal ikke kunne det hele
Når du starter i praktik, er der ikke nogen, der forventer, at du allerede kan det hele.

”Praktikken handler om at tilegne sig nogle kompetencer, og kompetencer dem får man, når man afprøver sin viden og færdigheder i praksis,” siger Karin Larsen, praktikant koordinator fra VIA Engineering.

”Du skal ikke tro, at du skal ud og arbejde som om du er færdiguddannet. Det er ikke meningen. I stedet skal du kaste dig ud i det, og du skal ikke være bange for at få prøvet nogle ting af,” siger Birgitte Castenskjold Viborg.

Praktikken er starten på arbejdslivet
”Jeg oplever, at de studerende danner nogle gode relationer, når de er praktik. Hvis man gør det godt i praktikken, så oplever vi ofte, at man fra virksomheden siger: ’Kan du ikke komme tilbage og arbejde hos os når du er færdig med din uddannelse?’ eller ”Vil du skrive din bacheloropgave i vores virksomhed?” Muligheden for at bane vejen til et projekt eller job er til stede i praktikperioden,” fortæller Karina Larsen fra VIA Engineering.

Det er Birgitte Castenskjold Viborg enig i:

”Praktikken er starten på din karriere. Det er her at arbejdslivet starter for mange. Vi ser mange som efter praktikken bliver tilbudt en studenterstilling og som efter endt studie bliver tilbudt et job i den virksomhed, som de har været i praktik hos.”

Gode råd til en god praktikperiode

  • Forventningsafstemning: Sørg for, at I har nogle klare aftaler og rammer for praktikken, så I ikke har forskellige forventninger til, hvad der skal ske.
  • Vær åben og imødekommende: Få så meget ud af din praktikplads som muligt. Gode relationer betyder, at du får en god praktikperiode – og det kan også være gavnligt senere i din karriere, at du skaber nogle gode relationer.
  • Vær opsøgende: Tag ansvar for, at du får så meget som muligt ud af din praktikperiode.  Sørg for at udnytte de muligheder du har for at få prøvet din viden og færdigheder af i praksis.