Dit CV skal vise, hvem du er

Som en tommelfingerregel siger man, at dit CV skal pege bagud, og din ansøgning skal pege fremad. Dit CV skal derfor vise dine kompetencer, dine erfaringer og din uddannelse.

Din kommende arbejdsgiver bruger kun kort tid på at sætte sig ind i dig og dine kompetencer, og det skal derfor være tydeligt og overskueligt, hvad du kan tilbyde. Det gør du ved at bruge gode overskrifter og punktopstillinger.

Dit CV skal indeholde

  • personlige oplysninger
  • profiltekst
  • kompetencer
  • erhvervserfaring
  • uddannelse
  • kurser og efteruddannelse
  • sprog
  • it
  • frivilligt arbejde/tillidsposter etc.
  • referencer

Kompetenceopdelt CV
Det kompetenceopdelte CV fokuserer på det, du kan, frem for at fokusere på, hvor du har arbejdet. Det er relevant for den ansøger, der ikke har så meget erhvervserfaring endnu, eller som har været i det samme job i mange år. Her kan du i stedet fokusere på de kompetencer, du har fået fra uddannelse, praktik, studiejob og ansættelser.

Omvendt kronologisk CV
I det omvendte kronologiske CV redegør du for din for erhvervserfaring, uddannelse etc. i omvendt kronologisk rækkefølge med nyeste ansættelse først.

CV-skabeloner
Du kan finde gode eksempler og skabeloner online hos din a-kasse eller fagforening, som du kan lade dig inspirere af. Men husk, at du skal tilpasse skabelonen, så den passer til dig og dine kompetencer.

Få friske øjne på CV’et
Når du har lavet dit CV, er det en god idé at få andre til at kigge det igennem og korrekturlæse det. Derudover kan du også få en gennemgang af dit CV hos din a-kasse.

Et godt tip
Tilpas din profiltekst til hver ansøgning. Husk, at størstedelen af arbejdsgiverne læser dit CV på en skærm. Du skal derfor fange dem i den øverste halvdel.

CV eller ansøgning først?

  • 80 % af arbejdsgiverne læser CV’et først
  • 49 % af arbejdsgiverne læser ikke ansøgningen, hvis CV’et er uinteressant

(Kilde: Ballisagers rekrutteringsanalyse 2017)